Kom lige til at tænke over en "lille historie" som skete for nogle år siden.

Min kusine og hendes familie havde et 1/2 års tid i forvejen, fået hund. En lille sort tøjhund, som deres ene datter var kommet hjem med, uden at spørge om lov. Efter en større diskussion, endte det med de beholdt den.
Hvalpen kom til at hedde Bølle.
Bølle voksede og voksede, og i løbet af få måneder var Bølle blevet til Bjørn.
En kæmpehund - stærk som en bjørn, men godmodig og meget svær at opdrage.
Man kan vist sige lidt dum .....
Efterhånden blev det kusinens mand der overtog luftningen af Bjørn, og det var et syn for guder når Bjørn kom trækkende med Peter bagefter. Peter i meget foroverbøjet stilling, og som om benene ikke rigtig kunne følge med.
Når vi spurgte hvorfor han gik sådan, mumlede han kun noget uforståeligt.

Men episoden som jeg kom til at tænke på, skete en dag, hvor jeg var på besøg.
Min kusine havde lavet kaffe, og spurgte om jeg ville vække Peter der tog sig en skraber.
Jo, det ville jeg da, og gik ind i stuen.
Det første jeg fik øje på, var Bjørn der lå i et hjørne af stuen, og gnavede løs på et eller andet. Jeg vækkede Peter, og da han kom på højkant så han sig søgende omkring. Han virkede lidt ukoncentreret, og pludselig brølede han.. BJØRN...
Han for hen til Bjørn, som logrede indsmigrende, og hev det fra hunden som den havde ligget med. HANS FORLORNE TÆNDER!
Han havde taget tænderne ud og lagt dem på bordet inden middagssøvnen, og Bjørn som sikkert havde kedet sig, havde....
Vi brød fuldstændig sammen af grin(ikke Peter)... heldigvis var tænderne ikke i løs vægt, men stadig nogenlunde hele.

Sjovt nok har Peter aldrig været vild med den historie.